Superfluxus

God karma

2012-02-19T07:55:00.000-08:00

Er i sådan et humør, hvor jeg ikke kan lade være med at smile og være glad, og selvom der måske ikke er så meget at sige om det, så synes jeg, at det er vigtigt, at det lige kommer med på Fluxen, for min blog må og skal absolut ikke ende med at være genstand for mine nedture (som den i sin tid startede med at være). Så ja, jeg er et glad menneske!

Blå himmel

2012-02-15T03:04:00.000-08:00

Så brød solen endelig igennem den mur af skydække, der har mørklagt hele kontinentet gennem den sidste tid! Måske, hvis vi er heldige, er foråret så småt på vej til at vise sit ansigt?

I dag skal jeg mødes med min papi på Nørreport, så vi kan booke rejse til London! Paps har fundet en café på Skt. Hans Torv, der har internetforbindelse, så det skal nok blive hyggeligt. Jeg er ret spændt på at skulle rejse så meget i år, og så endda med så mange forskellige mennesker. Ingen af rejserne er med mor, som det ellers altid har været, så jeg føler lidt, at jeg har et større ansvar med de ting, jeg skal (undtagen London med papi, for papi er mit orakel, så med ham sker der ikke noget slemt). Det er mere Rom jeg er bekymret for...

... Er det egentlig mærkeligt, hvis man har svært ved ikke at smile?

Glad, desuagtet

2012-02-13T08:03:00.000-08:00

Som jeg nu engang er så god til, kommer her dagens positive vinkel (for helt ærligt: hvis ikke der kom en positiv vinkling på tingene, ville jeg være en anelse dobbeltmoralsk - and we don't like that!)

For det første bør jeg nok takke guderne for, at jeg langt om længe har ferie (thank you, God ;A;) dernæst kommer alle de fede øjeblikke, jeg allerede har fået serveret i weekenden, og som har givet mig endnu større lyst til at nyde ferien (Sassis housewarming og fest hos André)! Blandt andet skal jeg besøge en gammel folkeskoleveninde i aften, som jeg ikke har set siden i sommers, på café med min farmand og booke rejse til London, i byen med min long lost søster Celia, øve med U-Kiss Dance Group og til fest hos Carl (a.k.a den ukronede konge af alkohol?)

... På forhånd undskyld, lever

xoxo
Yukke og Ziggs <3

Knockoutet af tip en 13'er

2012-02-08T06:20:00.000-08:00

Well, hello there bitch slap.

Okay, jeg må indrømme, at det kun har været et spørgsmål om tid, før den kom. Men den kom alligevel så overraskende pseudohardcore pludseligt! Symbolikken i, at 02'et kom nu, og ikke for en måned siden, er så stor en hån, at det næsten gør pinligt ondt i sjælen, for netop karakterer og prestige, er, hvad der har floreret i familie- såvel som vennediskussioner i den sidste tid... Og når man netop prøver at hengemme sine karakterer i et forsøg på ikke at blive udstillet, ved at sige, at karakterer nok ikke er så vigtige alligevel, rammer 02'et altså lige på kornet, når man egentlig ikke går og regner med, at trille en enkelt karakter ned - og da SLET ikke 2,3,4 karakterer på én og samme tid!

Men i stedet for at sidde her og analysere vreden, der flyder i mit indre, vil jeg derimod erkende, at alle omkring mig havde ret. Jens, der i sit mindre sobre lune gav sig til at prædike om, at jeg ikke måtte negligere dem, der ikke havde samme kompetencer som mig og Sofie, der tog det som en joke, da jeg sagde, at jeg var ked af mit 7-tal i dansk... Begge havde ret. Og jeg må nok lære, at karakterer faktisk ikke betyder det store, og at der samtidig skal være plads til at lære mere (og til at lære med andre). Tilslut må jeg også erkende og anerkende mine læreres kompetencer, for i dag fik jeg vist klar besked på, at jeg ikke er så god, som jeg hidtil har troet. Og måske... Måske er dette ene snedige 02 heller ikke så slemt i forbindelse med min vennekreds, der nu kun kan tillade sig at kalde mig nørd eller stræber på baggrund af... Tjah, på baggrund af hvad egentlig?

Vejen til succes

2012-02-02T07:18:00.000-08:00

Nogle mennesker render livet tyndt for at finde den. Andre glemmer, at de allerede går på den. Nogle tror slet ikke, at der findes sådan en vej, og nej, måske gør der ikke det. Hverken geografisk eller rent mentalt set, men succes for mig er, når jeg føler mig værdsat og har det godt i det miljø jeg færdes i. Jeg behøver hverken have præsteret noget helt vildt eller kæmpet mig til blods for at opnå følelsen af den, og jeg behøver ikke skue meget længere ud i horisonten efter den, end hvad øjet kan se, for den fulgte med den dag storken fløj forbi. Ja, jeg tror på, at Vejen til succes findes inden i os, hver og én. Der er ikke én samlet deffinition på, hvordan man opnår den, det afhænger af alle de individuelle faktorer, der spiller ind i vores vidt forskellige liv. Som barn ville jeg gerne være arkæolog, nu vil jeg gerne være korrespondent, men vejen er ikke den, der ligger foran én. Det er den udvikling, der foregår inden i os, når vi som individer formes af nye indtryk og oplevelser. Og oplevelser afføder erfaringer, som afføder udvikling, og indtil man er kommet så langt, at man føler sig glad og anerkendt, kalder man det Vejen, på samme måde, som man kalder de fire pauseår imellem to omgange Olympiske Lege en Olympiade. Om der så er tale om kortvarig-, mellemlang succes eller succes i livet, så er glæden ved anerkendelse altid ét, succes i sin rene, relative form.

Eksempel: Jeg blev af mine lærere udvalgt til at betræde posten som elevambassadør, hvilket i dag førte til, at jeg for første gang befandt mig i et miljø, hvor folk havde samme kompetencer som mig og hvor det at erkende ensomhed og søgen efter succes ikke var en skam, men nærmere et bånd, der bandt os tættere sammen. Jeg lærte en masse nye mennesker at kende, som jeg aldrig ville have været i stand til at snakke med på samme plan, som havde jeg blot mødt dem i kantinen i et spisefrikvarter. Følelsen af, at jeg pludselig gav mening i et større forum, fyldte mig med følelsen af, at jeg var speciel og at jeg havde succes...

... Og så gør det det heller ikke værre af, at man har fået 15 thumbs up på youtube i løbet af 17 timer!

Ballademager

2012-01-30T22:46:00.000-08:00

... Måske ikke i ordets fineste forstand, men lidt er man vel altid? Da jeg vågnede i morges, var følgende tankestrøm ihvertfald hvad, der ramte mig: "Oh shit, bare ét kvarter mere... Nej, jeg skal jo også nå i bad... Men idræt... Jeg orker ikke idræt... Hvorfor er jeg ikke glad her til morgen...? Jeg var da rigtig glad i går aftes... Men idræt... Med 2.t... Åh, neeeej...!!"
Nu er det jo ikke fordi 2.t er så slemme, men min fobi for kombinationen af testosteron og volleybolde har i den grad taget til siden sidste uge, hvor jeg følte mig som en lille fisk fanget i et bassin med andre meget større og sultne fisk. Sidst var der ikke andre fra klassen, end Daniella og min entusiastiske idrætslærer, Henrik ville selvfølgelig, at vi ikke skulle på hold sammen, hvilket ville have givet bare én eller anden form for tryghedsfornemmelse. Jeg er ikke bange for folk, jeg ikke kender, men jeg er bange for folk jeg ikke kender, hvis øjne lyser op som et lyn på himmelen, så snart de får øje på noget rundt, der kan kastes...

Netop som jeg søvnig trasker ind i stuen, hvor min mor sidder, finder jeg ud af, at "godmorgen" hilsenen helt er udgået fra familien Thorndahl-Libners ordforråd, da hun siger: "jeg bliver hjemme fra arbejde i dag, har ikke noget at lave", hvilket blot styrker tanken om, at idræt ikke venter længere væk end halvanden time. Så jeg går i bad, hvor mine centimeter tykke øjenlåg stiller åbner op og jeg ser dagens første lys (dog ikke i symbolsk forstand, idet jeg stadig føler mig nedtrykt over dagens åbningsceremoni i herresalen). Efter badet, sætter jeg mig ind i stuen og spiser morgenmad, hvor et eller andet lige så stille og roligt får mig til at indrømme, at jeg ikke vil have noget fravær inden vinterferien, da jeg opdager den venter lige om hjørnet alligevel. Og hvor lang tid går der, ja, jeg tror ikke engang et kvarter, før jeg tuller ind i stuen og proklamerer: "Mor, jeg tror vist jeg skipper idræt!"

- Så ja, jeg er vel en trouble maker... Godmorgen!

O, du store Verden!

2012-01-25T10:29:00.000-08:00

Nu igen. En rejse, der ligger og venter forude. Nye eventyr og oplevelser, der bliver til minder. Først Rom med klassen til marts, hvor overentusiastiske religionslærer har planlagt audiens hos Paven og hvor Dan Brown fangirl dansklærer har kortlagt R. Langdons rute gennem byen, som vi selvfølgelig også skal vandre tynd. Og så pludseligt som lyden af en facebook chat, der popper op på skærmen, skal jeg også til London til maj med min farmand! Der er sket mange ting på farmand-fronten, men rejsen til London kom nok mest bag på mig... Og da specielt, fordi far bare sagde, at han selvfølgelig ville betale det hele, nu hvor jeg har gået og funderet over økonomien siden jul. Årh, hvor jeg dog elsker min papi! Ikke nok med det økonomiske aspekt, så har jeg gået i flere år og tænkt, at jeg bare rigtig gerne ville ud og opleve andet end Lyngby Storcenter med ham, og så er han bare helt med på, at London i en weekend ville være totalt top dollar.

I dag blev jeg faktisk en anelse irriteret... Jeg havde en lidt dybere snak med mor om fremtiden og hvordan dén ser ud efter 3.g, og for at være helt ærlig, så lød det allermest som om, at hun helst ville have, at jeg tog et år, hvor jeg bare skal arbejde og tjene penge og SÅ ud og rejse og blivet dannet. Men... Helt ærligt, så kommer der til at gå to hele år (for ikke at nævne, at arbejdsåret kommer til at dræbe mig først) og det er mit liv et eller andet sted sgu for kort til. Jeg nævnte da couch surfing og hun virkede positiv, men nu må vi se. Da jeg stod nede i Netto og ventede på at betale, tog jeg en dyb indånding og tænkte for mig selv, at jeg ikke skulle tage Alis ord for givet. Så tja... Jeg vil ikke tænke mere på det nu, men i stedet sætte mig små mål for hver dag eller uge - så det vil jeg gøre nu! Jeg vil fortsætte min Wonder Week og ikke få noget fravær i denne uge, for så kan det være, at det lukker munden på min lalleglade studievejleder. Amen!

Så langt, så godt

2012-01-23T12:05:00.000-08:00

Kender du dét, hvor du har en dagbog og pludselig og helt uden at vide det, forsvinder den ned i en kasse, langt ind under sengen, hvor du ikke ser den i lang, lang tid? Det er egentlig ikke sket for mig. Jeg har bare skrevet blog så længe, at jeg helt havde glemt at prioritere godt gammeldags håndværk (og hvor grimt jeg skriver i hånden for den sags skyld). Så nu har jeg skrevet lidt kragetæer i noget tid og opdagede så, at jeg havde en blog, som jeg havde lagt ned i en kasse og gemt langt, langt ind under sengen...

Skolen er fin nok for tiden. Der sker ikke så meget, men er i et godt humør, hvilket også hjælper på alle de læselektier og irriterende opgaver, der dumper ind nu og da. For at være helt ærlig, så har jeg faktisk slet ikke læst samfundsfag de seneste par uger!! Skandale, jeg ved det... Men jeg følger da med og kommer med inputs. I engelsk arbejder vi i øjeblikket med a Streetcar named Desire, hvilket er et vildt fedt stykke med en helt fantastisk symbolik - og så trækker lærerne LOD om, om man må skrive om det i SRO'en? What the f... Men jeg prøver, jeg prøver at holde humøret oppe, selvom kærligheden bare ikke vil mig og økonomien skrumper.

Januars optur indtil videre er med garanti, at jeg i fællesskab med Line har fået etableret U-Kiss Dance Group, som er en dansegruppe på syv mennesker, som skal lære at danse en vildt fed koreografi sammen. Og vi skal øve for første gang på søndag, hvor vi får mulighed for at øve i et rigtigt øvelokale med spejle og højtalere!! Woop-woop~

Faldet i vandet

2011-12-19T22:49:00.000-08:00

Okay, jeg indrømmer det: jeg spiller Tetris Battle! Det er altsammen AT's skyld, al den ventetid og laven ingenting fik mig til at tjekke det ud og nu har jeg til morgen lige spillet en halv times farvede flyvende brikker (og det lige efter jeg blev enig med mig selv om at lave tysk!)

Ugens top 3:

1. Falco
2. Julegaver
3. At AT snart er slut!!

Ugens knap så toppede 3:

1. At Baresso havde lukket efter job i går
2. At det ikke bliver hvid jul
3. AT

Charmerende december

2011-12-10T03:15:00.000-08:00

Der er så mange ting, jeg har på hjerte. Intet specielt, men min hjerne er ren turbulens for tiden. I dette øjeblik sad jeg netop og undrede mig over julen. Lige siden november har jeg underligt nok virkelig gerne villet have et krybbespil. Trods det, har jeg ikke støvet ét op, og ved nærmere eftertanke lider December hverken af snefeber eller jul. Selv ejendommens juletræ på græsplænen foran vores køkken er fucked up. Julelyskæden ligner - set fra vinduet af - en fuckfinger... I den anden ende af lejligheden har jeg lige opdaget, at Jens har hængt en Tuborg Julebryg lyskæde op (som i øvrigt matcher vores Tuborg Julebryg lysestager rigtig fint)

Solen skinner, det blæser (det regner *3*)
Tja, faktisk har december sjældent set en mindre skygge af jul. Mor siger, at vi skal have et juletræ, men vi har knap nok fået pyntet op og så spiller radioen exceptionelt lidt julemusik i forhold til sidste år, hvor jeg næsten fik nok af kitchy melodier før december overhovedet var gået i gang. På vores reol i stuen har mor dog stillet to julestjerner - altså blomsten - som står i dyb kontrast til Jens' mega store abefigur...

Jeg glæder mig til lillejuleaften (og juleaften selvfølgelig). Først skal jeg over til Johan med de andre og fejre jul, hvor vi har planlagt en masse julelege, oppyntning, madlavning, gaver, druk og hver vores personlige overraskelse. Juleaften foregår så i ro og mag hjemme med mor og Jens (og forhåbentlig et juletræ og lidt jingle bells). Jens glæder sig som et lille barn, det er faktisk ret sødt... Jeg har lidt på fornemmelsen, at han frier til mor!! For i det tilfælde, kan jeg godt forstå, at han glæder sig~

Note til Drømmen om en flybillet (del 1)

2011-12-06T22:06:00.000-08:00

Måske er der en mening med, at skulle flyve over Rusland, for at nå drømmen - efter 'Dokumania' i går skal jeg ihvertfald ikke gå på russisk landjord med al det træsprit de drikker... Og ja, jeg virker måske lidt fordomsfuld, men at lade en 13-årig få to år for tre overlagte drab? Jeg står ved mit ord: godt jeg kun kan flyve til Japan!

Drømmen om en flybillet (del 2)

2011-12-05T22:12:00.000-08:00

Et øde sted i Valby, under en stjerneklar himmel i lørdags modtog jeg en åbenbaring fra min ven, Ali. Valby er stedet, hvor jeg har skabt livsvarige minder med de bedste af alle mine venner, når jeg over en kort årrække er kommet til conventions i kulturhuset, stjernehimlen og det uforanderlige rum det, som jeg har grublet over og fascineret længst af alle ting og Ali en fyr, som jeg først nu har åbnet op overfor. Over en snak om himmellegemer, drev vi forbi en næsten gold mark i mørket, som omgav en smal sti på en svag skråning. Herfra kunne vi se ned til centrum af byen, hvor lyset fra bilerne og gadelamperne svirrede. Det var sært, som jeg fandt det hele så symbolsk; i lang tid har jeg forbundet Orion med det skæbnesvangre, da jeg oftest har spottet ham på verdens tag i situationer, som har haft en større betydning for mig. Og netop, som associationerne førte os ind i en samtale om livets forskellige veje, hang han trofast over vores hoveder.
Ali fortalte mig, at hvis jeg prøver at følge et kort over livets broer og stier, vil det ikke føre mig nogen vegne, men hvis jeg blot sætter mig små mål, dagsmål, vil kortet langsomt tegne sig selv. Det endelige mål er nemlig ikke ligesom stjernerne; det hænger ikke uforanderligt og flagrer for enden af min vej, uanset hvor meget jeg end ønsker det. I takt med, at menneskets verden forandrer sig og former sig, vil menneskene gøre ligeså - og dermed også deres mål. Hvis Gud har lagt stjernernes vej og optegnet hjælpestreger på menneskets vej, så vil det været op til mennesket i dets indre selv at tegne resten, efterhånden som det skrider frem i livet. Jeg kan derfor ikke på nuværende tidspunkt bestemme præcis hvad jeg vil. Jeg kan drømme om det, filosofere om det og endda skrive og fortælle om det, men jeg vil aldrig vide mig helt sikker på, om fremtiden vil det samme med mig. Derfor er det nu vigtigere for mig, at jeg har forstået, hvad det vil sige, at leve i nu'et. Om jeg i sidste ende kommer til det - det ved jeg heller ikke.

Drømmen om en flybillet (del 1)

2011-11-30T22:10:00.000-08:00

Okay, jeg gjorde det! Jeg kiggede tilfældigvis på flybilletter til Japan. Og nu har jeg 'hjemve'... Prisen på flyrejser er ganske vist faldet i de senere år, men de koster stadig knaster, når der er tale om bagsiden af globen. Hvis ikke jeg var en pige, havde jeg taget blafferturen for længst. Jeg regner med, at jeg nok ville være steget på et fartøj og endt i nordvest Rusland et sted i nærheden af en lufthavn (måske skt. Petersborg?)

Rette spor i en rutschebane

2011-11-29T22:07:00.000-08:00

Alting kører formodentlig på rette spor i denne uge. Jeg knokler røven ud af bukserne, snakker godt med mor og Jens, får mig dagens griner sammen med Sassi, tænker ikke hele tiden på mad som for et par måneder siden (hvilket vil sige, at jeg har tabt mig), forelskelsen har lagt sig, eller rettere: integreret sig i min hverdag, jeg hygger mig for det meste fint i skolen og chefen på mit arbejde sørger for, at jeg har det godt. Men dog... Hvad er det, der sker trods det overfladiske monotone glansbilledlige dagligdags eventyr? Tjoh, det er uforklarligt, men jeg skal da give det et forsøg: jeg har ikke PMS, dog tuder jeg uden grund, for eksempel kom jeg ved et uheld til at vælte en lampe på arbejde i går, hvor én af mine kollegaer, som er højere i hierarkiet end mig, udbrød: "DET gjorde du bare ikke!" - hvilket jeg var grædefærdig over, da jeg stod med buret med legetøj på vej op til butikken i centerets elevator. Eller hvad med da jeg åbnede for alle sluser og bare vandede hele kolonihavehuset med undskyldninger for min gråd, da jeg holdt fest i lørdags? Jeg går lidt og tænker, om det er fordi jeg føler, at jeg ikke har et mål - eller formål med noget af det jeg gør. Ihvertfald ikke et langsigtet ét af slagsen. Da jeg var i Japan og oplevede alt, hvad jeg i tre år har drømt om, tænkte jeg pludselig: "hvad skal jeg så nu?". Det var ligesom at have kæmpet sig til den sidste etape i Tour de France og tænke: "fuck cykler!"... Mit egentlige mål nu er min uddannelse, men min grudge mod hele systemet og skolens latterlige 0 % regler for fravær, det psykiske pres, der ligger på ens skuldre og det faktum, at jeg simpelthen bare ikke kan få svar på mine spørgsmål fra samtlige studievejledere, gør, at jeg har svært ved overhovedet at se, hvad det er for et marathon, jeg løber... Mor siger, at det er mig og min grudge, der gør det svært at holde hovedet oppe gennem de langtrukne skoledage, men helt ærligt: tre studievejledere, og stadig - efter halvandet år - ikke noget konkret svar på, hvad jeg skal fortage af vigtige valg i min søgen?

PARTY HARD

2011-11-26T01:49:00.000-08:00

Men i hele Danmark, i nat, baby,
Er der f*cking FEST!!!

I aften er det Lars Tyndskids, der kalder. Eller rettere: Glostrup... 25 mennesker i one tiny kolonihavehus, masser af musik, klir-klir poser og glade, velkendte ansigter. Jeg fandt langt om længe en simpel gorgeous kjole, som kan yde mine sko lidt retfærdighed, og der er tænkt detaljer helt ned til hvilken neglelak og hvilket undertøj, jeg skal have på. Imma shine like a star~!!

Ikke så speciel igen

2011-11-15T13:23:00.000-08:00

Et gammelt crush fik et kort comeback efter sin storhedstid, men nu... Er det definitivt slut! Jeg tror aldrig jeg lærer at forstå det modsatte køn, og da specielt ikke, når jeg altid falder for de uopnåelige af slagsen.

Nu må jeg satse alt på mit nye crush, som nok er lidt mere end bare et crush... Jeg MÅ finde bare én grund til, at jeg alligevel godt kan stole på dem. Ellers... Så vil jeg føle mig som nu: ikke så speciel igen.

Nataktiv

2011-11-13T05:57:00.000-08:00

Ligger i Sofies seng med det vildeste døsige sind efter en lang weekend med alt for lidt nattesøvn. Siden vi kun havde råd til en lørdagsbillet, udnyttede vi tiden fuldt ud ved at blive hængende i DGI byen til kl. 03.00 begge nætter, så føler mig godt træt, men også rigtig glad, for næsten alle kom og bidrog til den hyggelige stemning! Jeg lærte også et par nye ansigter at kende, og nogle endnu bedre at kende, end før. Og så lærte jeg endelig at spille "Mafia"! Siden sommeren har jeg fået forklaret reglerne omkring fire eller fem gange af flere forskellige mennesker, men jeg har været lige blank hver gang -.-
Mit første spil var en total succes - min rolle gjorde, at mit 'hold' vandt over den onde mafia - og folk virkede ret overraskede over, at jeg som newbie kunne komme så langt i spillet. Der var endda én, der sagde, at jeg kunne gå hen og blive en pro spiller!

Jeg så også cosplay showet for første gang nogensinde. Det kom bag på mig, at det havde gjort så meget ud af det, men nogle af grupperne var seriøst... Mindre gode. Ved nogle af deres acts, sad jeg virkelig og tænkte: "Hvis de der er blevet udvalgt i top 24, vil jeg ikke se dem, der ikke kom med..."
Heldigvis vandt min favorit act (de havde de sygeste effekter, musik og kostumer)~ Efter at have set hvordan niveauet ligger, tror jeg godt, at jeg kunne tænke mig at deltage næste år. Sofie er også med på den, så hvis vi virkelig gjorde noget ud af det, kunne det nok gå hen og blive rigtig godt!

Nu skal jeg bare lige overleve tre meget lange dage, inden jeg sandsynligvis skal have næsten fire HELE timers samfundsfag torsdag (YAY) og så er der tidlig weekend, da fredag er modulfri!!!!!

Viel Spass, ja ja

2011-11-09T23:03:00.001-08:00

I avisen stod der tidligere på ugen, at en stor procentdel af befolkningen forbinder julen med stress og pengemangel (hvor tanken om dette kan medføre endnu mere stress...) I år troede jeg ærligt talt, at jeg netop ikke ville få det på samme måde, fordi jeg har sagt til min far, at jeg ikke kan overkomme hans side af familien, som jeg alligevel aldrig ser. Jeg ser ikke engang min søster regelmæssigt, hvilket jeg kunne sætte mig ned mig tude over, men der intet jeg kan gøre ved det, og jeg gider ikke at købe hende for en gave og så tro, at hun virkelig holder af mig. Så i år står gavelisten simpelthen på blot mor, far og Jens og så selvfølgelig Sofie, Johan og Brammer (hvis jeg da kan holde mig fra at give flere venner gaver...). Og jeg ringede så ydmygt jeg kunne til mine arbejdsgivere i går og fortalte dem situationen og at min tysklærer har lagt endnu et modul ind på fredag, hvor jeg skulle have været på arbejde, hvilket betyder, at jeg ikke kan arbejde hverken torsdag eller fredag, som det egentlig var meningen. Men fordi de skulle have børnebørn på besøg i weekenden, kunne arbejde ikke blive rykket, hvilket jeg sagtens kunne forstå. I al pinlighed sagde jeg pænt farvel og brast i gråd som et lille barn. Det føltes helt forkert at tude over sølle 200 kroner, som nu var gået tabt, men de er min eneste indtægt, og jeg er for gammel og klog nok til, ikke at tigge om penge hos hverken min mor eller min far - ikke engang ved blot at lægge op til det ved mine retoriske manipulerende evner. Jeg ringede straks til Sofie for at fortælle hende det hele og at jeg ikke syntes, at hun skulle tage med mig til København, som var planen for lørdag, for blot at betale alt for mig (for hun har virkelig mange penge i øjeblikket og hun køber uundværligt ragelse i øst og vest). Men hun sagde bare, at hun gerne ville betale for mig, og at jeg ikke skulle tænke på det. Selvfølgelig blev jeg glad, hun behøvede jo slet ikke at tage mig med, men på den anden side sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg misbruger hendes penge og inddirekte nasser på dem... Og jeg kan ikke engang få et andet arbejde, fordi jeg har en tysklærer, der er røvligeglad og lægger moduler ind i tide og utide og skriver: "Klokken er godt nok 16 og der er GG fest i aften, men kom alligevel - wir haben schon viel Spass"...

PMS har sit eget liv

2011-11-05T16:44:00.000-07:00

Det kom ikke umiddelbart før det røde kom. Det kom heller ikke under. Det udeblev på mystisk vis, indtil det slog til i 30 minutter i eftermiddags. Så smuttede det ligeså stille og roligt, som det havde givet sig tid til at komme, og nu sidder jeg tilbage med en mærkelig følelse af munterhed og søgen efter selverkendelse...

Jeg fik snakket ud med Sofie efter at have gået og troet en hel del om alt muligt, der bare var min syge fantasi. Hun fornemmede hurtigt, at noget ikke var, som det skulle være, så hun ringede og fik mig til at tilstå, at jeg havde et problem. Hendes reaktion løftede en tung byrde fra mine skuldre, så jeg igen fik modet tilbage. Jeg deltog endda super aktivt i tyskmodulet den følgende fredag! Udover det, skal vi både ses i morgen til sushi OG mandag eftermiddag, for ikke at tale om hele næste weekend, hvor den udelukkende står på Sofie x Emma time~! Hvis ikke jeg får held i kærligheden, har jeg da fået det med vennerne ;A;

Nu har jeg bare lyst til at danse... Det lyder måske mærkeligt, men J-dag var for menneskefyldt og spændetrøje-agtig, så har ikke fået shaket butt hele weekenden! Ikke fordi jeg har et vitterligt behov for det, men jeg føler mig fri og modig og glad - og så gør musik i et par gode høretelefoner også bare noget ved én. Jeg får Sofie til at danse med mig i morgen... Hun er også gudelykkelig, fordi hendes flirt har vist sig fra sin gode, modne side og slået benene komplet væk under hende. Jeg er så glad på hendes vegne og jeg håber så meget, at det bliver til mere~

Hun har endda lovet mig at give mig et kursus i kærlighed! Jeg sutter totalt røv på dét område, så måske er det værd at prøve? Jeg kan umuligt blive dårligere til kærlighed, end jeg er nu. Seriøst, jeg ville ikke engang kunne score en skål havregrød, hvis sådan én kunne tale T__T (Så er det heldigt, at ham jeg har i kikkerten ikke er en skål havregrød <3)

Jolene

2011-11-03T14:04:00.000-07:00

Hvad kærlighed gør ved mennesker, må kun guderne vide...

Jolene Jolene Jolene Jolene
I'm begging of you please don't take my man
Jolene Jolene Jolene Jolene
Please don't take him just because you can

Your beauty is beyond compare with flaming locks of auburn hair
With Ivory skin and eyes of em'rald green
Your smile is like a breath of spring your voice is soft like summer rain
And I cannot compete with you Jolene

He talks about you in his sleep and there's nothing I can do to keep
From crying when he calls your name Jolene
But I can easily understand how you could easily take my man
But you don't know what he means to me Jolene

Jolene Jolene Jolene Jolene
I'm begging of you please don't take my man
Jolene Jolene Jolene Jolene
Please don't take him just because you can

You could have your choice of men but I could never love again
He's the only one for me Jolene
I had to have this talk with you my happiness depends on you
And whatever you decide to do JoleneJolene Jolene Jolene Jolene
I'm begging of you please don't take my man
Jolene Jolene Jolene Jolene
Please don't take him even though you can

J-dag falder belejlig i år, og jeg kan mærke, at der i den grad er brug for at trække stikket ud for en stund. Fik skrevet en opgave og lavet lektier til i morgen i løbet af i dag, så føler, at jeg kan tillade mig det. Tessie og Christine tager med mig, så det skal nok blive godt. I desuden har Tess også brug for at koble af, og mon ikke Christine også har en grund til at lade hjernen ligge derhjemme?

Ha' et godt liv med din fisk og dine ris

2011-11-02T10:15:00.000-07:00

Hvorfor er det altid, at to veninder ender op med at kæmpe om et eller andet? Hvorfor burde det overhovedet være muligt at kunne ødelægge et venskab af så høj kvalitet? Det er det udefrakommende ødelæggende element, der er på spil, tror jeg. Uanset hvor godt det giver sig ud, uanset hvor godt et venskab, man tror man har, vil der altid komme noget i vejen. Det er den første mulighed. Den anden mulighed er, at man enten tænker for ens eller for forskelligt. Hvilket må betyde, at den man går fra at elske til at hade (om det så kun er midlertidigt), faktisk viser sig at være en afspejling af én selv... Vil det så sige, at jeg hader mig selv?

Vil det sige, at fordi jeg ikke kan elske mig selv - kan jeg heller ikke finde ud af at elske andre?

I det mindste ved jeg, hvad der er rigtigt og forkert nu. Jeg ved, at det jeg gør, er det rigtige. Jeg må bare stå fast ved det, for før eller siden, vil stormen blive erstattet af vakuum, og så er det enten for sent. Eller også vil alting være blevet løst. Det er enten eller.

Lun

2011-10-31T13:44:00.000-07:00

Titlen siger det hele.
Jeg er en kvinde af få ord.

Party hard

2011-10-30T09:51:00.000-07:00

Berlin var awesome! Jeg føler mig helt voksen og ansvarlig over, at det faktisk lykkedes os fire at slippe helskindet igennem en rejse på egen hånd i et fremmed land, uden at blivet butt-rapet af en klammert ved navn Wolfgang... Jeg skal helt klart tilbage dertil snarest muligt! Sofie og jeg overvejede relativt kraftigt at få en lejlighed dernede, når vi bliver ældre. Bare sådan en lille toværelses med køkken og bad. Det kunne være så fedt! Nu hvor man er tilbage til hverdagen og skolen, kan jeg ikke helt finde ro... Det er som om der venter noget større ude i fremtiden, som jeg ikke helt har tålmodighed til at vente på. Det er næsten som om at Berlin bare var en opvarmning til noget endnu større! Uanset hvad, så bliver det en tur jeg aldrig glemmer, og forhåbentlig den første ud af mange flere. Hvem ved, måske bliver det Paris eller... Eller Asien næste gang?!

Var til fest i weekenden. Kan ikke sige så meget andet end at jeg føler mig lidt som en gammel tante, der skulle gå og passe på alle de patte-stive unge mennesker, der flød allevegne, men at det trods alt var MEGA fedt! Jeg følte mig ikke specielt stiv, selvom jeg jernede shots og vodka indenbords i ren frustration... Men jeg var nok alligevel mere stiv, end jeg egentlig tør indrømme e.e

Glæden ved at føle sig i live

2011-10-14T02:05:00.000-07:00

Det er egentlig ret mærkeligt. Jeg pjækker i tide og utide og føler mig forpligtet til at have det dårligt med ugerningen. Men helt ærligt, hvem snyder jeg, hvem skuffer jeg? Jeg skuffer ihvertfald ikke min mor. Hun er altid stolt af mig, så stolt, at hun tit glemmer at sige, at hun er det. Hun glemmer at spørge til mine opgaver, hvis hun da overhovedet ved, at jeg har én for. Men hun er stolt. Min far er stolt, det ved jeg. Også selvom jeg ikke engang kan huske, at han nogensinde har sagt det. Men han er far, han ligger i en helt anden bane, end den mor ligger i. I mors bane er der plads til at tude over, at jeg har opnået noget fantastisk i skolen. Der er såmænd plads til blot at tude, fordi jeg er til. I fars bane ved jeg slet ikke, hvad der er plads til. Men der er ihvertfald plads til at være stolt af mig.

Jeg pjækker fordi jeg har brug for tid og liv og plads. Skolen har mit liv i et bur, jeg kun kan komme ud af ved at pjække. Rejser og fritid har nøglen til at lukke mig ud af buret og til at give mig mit liv tilbage. Jeg ser det som et par år i fængsel. Når jeg kommer ud i friheden, har jeg haft en masse tid til at tænke over, hvad jeg vil og hvad jeg kan. Der er alt det, som jeg ikke skal bruge til noget, blevet skrallet af og kun det, som jeg kan bruge til at leve mit liv videre, bliver tilbage. Ved at pjække spænder jeg ikke nødvendigvis ben for mig selv. Det er jo ikke fordi jeg sover længe og laver ingenting. Jeg skriver meget. Jeg skriver om alt muligt, til alle mulige både på engelsk, dansk og tysk. Jeg kan uddanne mig selv i en vis grad, på et niveau der udelukkende er formet til mit behov. Et niveau, der ikke tager højde for den, der ikke er mig, men er formet så perfekt til mit spektrum af ord og viden, at det sætter sig på mig som et ekstra lag hud, hvor jeg kan suge til mig af lærdommen. Så simpelt er det.

Jeg rejser heller ikke, fordi det er en tradition, en højtidelighed eller en selvfølge. Jeg rejser, når jeg føler, at jeg har brug for at leve. Når jeg har brug for spænding, ny viden, opdagelser, frisk luft og nye udfordringer. At rejse er en helt anden kilde til tankers udfoldelse. At rejse efter sit eget behov, udløser en helt anden glæde, end den man får i sin rutineprægede hverdag. Glæde er en mærkelig størrelse, men på mig virker den hver gang jeg rejser. Også selv om det er femte gang i Berlin. Den virker på mig, når jeg hører et bestemt stykke musik på det helt rigtige tidspunkt, den virker, når jeg kigger ud af vinduet på den helt rigtige dag, den virker, når jeg er sammen med de helt rigtige mennesker i det helt rigtige minut. Men mest af alt virker den helt perfekt, når jeg føler, at jeg lever helt 100 %.

Afslapning på højtryk

2011-10-07T06:17:00.000-07:00

Så er Jens definitivt flyttet ind, men jeg ser ham ikke meget mere end en times tid hver aften lige efter spisetid, fordi han hele tiden skal et eller andet. Jeg har sagt til mor, at jeg rigtig godt kunne tænke mig at lave et eller andet, hvor vi alle tre er sammen, så jeg kan lære ham bedre at kende, end blot at køre til bageren efter morgenbrød med ham. Indtil videre har jeg gjort mit bedste: jeg tog med op i hans gamle hus og hjalp med at støvsuge, så det kunne blive fint til når de nye købere skulle overtage det, men han tonsede rundt med en græsslåmaskine ude i haven det meste af tiden (den mand havde en have, der var tre gange større end hans hus!), vi har været hos bageren to gange, i tæppeland for at glo på tæpper, på Vig Festival, hvor jeg havde Sofie med (så vi lavede jo alt muligt andet end at hænge i lårene af de voksne), så har jeg mødt hans familie én gang og ladet ham læse min opgave igennem inden jeg afleverede den. Jeg ser sådan frem til, at både ham og mor er helt fuldstændigt færdige med flytte-ræset og bare kan komme hjem og spise på nogenlunde menneskelige tidspunkter. Begge to.

Der fest på gymnasiet i aften, men jeg tror sgu bare jeg bliver herhjemme og hygger med en kop te og mit fotoalbum, som i den grad skal udbygges med nye billeder, jeg lige har fået fremkaldt! Mor og Jens er i Sverige og ved ike hvornår de kommer hjem... Skulle rigtigt have været hos Line og Sofie, men begge har lagt sig syge. Mega typisk. Jeg håber bare Sofie kan nå at blive rask til d. 15, hvor der er til middag hos naughty Duski (og så skal vi jo også til Berlin og festeeee)

Samfundsfagsopgaven er skrevet færdig og jeg har lært at sige nej til en P-tærte

2011-10-04T10:56:00.000-07:00

Jeg ved ikke helt, hvor meget jeg har lært af opgaven, men det har været en fornøjelse at skrive den og jeg glæder mig utroligt meget til at høre, hvad jeg får af feedback - og om det er negativt eller positivt. Jeg kan jo godt have misforstået noget eller skrevet i en forkert genre, selvom jeg lige nu (som jeg sidder og læser den igennem) tvivler på det... Nu må jeg bare have mor og Jens til at kigge på den, så jeg er helt sikker på, at den er Mathias værdig!

Jeg har stadig travlt med lektier, impulsive teaterture, elevambassadør-møder og aftaler hist og her, men det er virkelig rart, at jeg på én gang har det sjovt og er hurtigere på vej mod Berlin, som ligger kun 20 dage ud i fremtiden. Jeg glæder mig helt vederstyggeligt meget, og jeg kryder alle lemmer for, at det bliver sådan en fed tur (men det gør det jo), og at hele gruppen bliver endnu tættere knyttet. Ja, faktisk glæder jeg mig altid til at se Sofie, Johan og Brammer, for vi har virkelig en skøn sammensætning af humor og forståelse for hinanden. Vi har derfor også aftalt at fejre lille juleaften og nytår sammen (hvilket vil sige, at vi skal give hinanden julegaver - yay!)

Har fået et flip med at samle flasker på skolen, hvilket også har ført til, at jeg lidt tilfældigt går og tjekker skraldespande. Det er en ret mærkelig idé, men fra mit synspunkt er det bogstaveligt talt penge direkte ud af vinduet, så det skader vel ikke at spare miljø OG pengepung? På tre dage har jeg da fået samlet 9-10 flasker, og hvis vi bare siger, at jeg samler tre flasker hver dag i skolen, så tjener jeg da 22,50 kroner om ugen. Så må folk altså kalde mig posedame, men vi lever i en verden med økonomisk krise, og hvis regeringens uansvarlighed skal føre til, at regningen sendes videre til mig og mine børn, må man da starte et sted... Ikke også?

P.s.: Jeg har officielt takket nej til chokolade for anden dag i træk. Det er for sindssygt!

Travlhed på den gode måde

2011-10-01T13:09:00.000-07:00

Livet er så meget mere end bare helt usoigneret at drikke en ramme bajere hver lørdag for at ende lidt for tidligt med hovedet ud af et bilvindue på vejen hjem igen. Efter 2.g startede, er det netop hvad jeg i høj grad har afsat samtlige lørdage af til, og efter en hel weekend med kun én enkelt slurk af en øl, fortryder jeg stadig intet.

Fredag gik turen til Baltoppen i Ballerup for at se en klassekammerats medvirken i stykket "Peter Pan", og det overgik virkelig al forventning! Sceneriet var superflot og skuespillet helt i top - man kunne virkelig se, at det var noget, hvor der havde været dvælet ved enhver detalje. (Og så kom man hjem kl 23.00 og så var der disket op med stægt flæsk og persillesovs i anledning af mors kærestes fødselsdag, uhmmenumm) I dag gik turen en anelse impulsivt til København på cykel - vejret skal sgu udnyttes - så Brammer og jeg endte i Kongens Have med en chinabox og faxe kondi og masser af sol og mennesker. Der var en del der skulle sludres og sladres om, så Celia og Zarah kom forbi som forstærkning senere på eftermiddagen, hvor vi afsluttede med lidt planlægning af nytår, som vi (åbenbart) skal holde sammen i år.

I morgen skal der så samles ind med Tess i den gode sags tjeneste (...), og det bliver egentlig også pænt hyggeligt, tror jeg. Med Tess kan tingene alligevel kun gå galt på den gode måde, så... Jeg har ikke rigtig nogen penge efter i dag, hvor jeg åd mig fed i diverse madvarer, man nu en gang køber på sådan en tur til byen, så jeg må se hvad det bliver til. Der skal jo også spares, når nu Duski tager til Berlin om 22 dage - det bliver VILDT!

Auf wiedersehen!

Thank God, it's Friday

2011-09-29T23:45:00.000-07:00

Ja, faktisk så kunne man næsten sige, at de fleste weekender starter omkring torsdag formiddag, for mit skema bliver tyndere og tyndere mod weekenderne, og det er egentlig ret okay med mig, hvis det betyder, at en hel uges arbejde kan overståes på lige knap tre hverdage. Det er også ret okay, at være helt og aldeles lysvågen kl. kvart i ni om morgenen, for så får man mere ud af dagen, man får mere kvalitetstid med sin kat OG man får større mulighed for at nyde det flotte vejr, der muligvis bliver den varmeste oktoberdag siden '78. Oh yeah!

Velkommen stive japanske weekend

2011-09-22T07:45:00.000-07:00

Tidlig weekend er pissefedt, når man har én million ting at tage sig til - og dog så lidt tid at spendere sine kortsigtede fremtidsdrømme på! Morgendagen bringer ingen moduler, men derimod arbejde, samfundsfagslektier med sine Venstre-buddies, kulinariske oplevelser i køkkenet, tre af mine bedste venner til middag, og mon ikke også lidt skæg og ballade hen af aftenen?

Audition er overstået uden skrammer (udover et minimalt hak i selvtilliden, da man stammede fem gange i løbet af 285 ord...), man opdagede i samme anledning, at man måske har en anelse mere tone i livet, end man først gik ud fra, og så er gammel musik bare blevet mega hot. alt fra 1930'erne og op til 1980 - kom til mamma! Men: I morgen må den stå på japansk musik, da temaet for aftenens tre-retters menu er "Japan", so miso-soup, sushi, matcha ice cream and green tea it is!

Oh Romeo, Romeo - red mig fra den onde muskel

2011-09-20T02:07:00.000-07:00

Dumme muskel. Jeg er nok det mindst sportsligt aktive menneske i verden, og så sker det, at musklen under armhulen, ved ribbenene går i selvsving! Og så lige dér, hvor min bh strammer allermest. Typisk. Det resulterede så i, at jeg i morges vågnede med en noget nær selvforårsaget lemlæstet krop - klokken 06.00. Med hovedpine til at toppe kagen med et fedt lag glassur med teksten: "Spydkast til idræt i dag? Oh shit"...

Zigge er blevet min nye mor (udstråler jeg virkelig så megen selvmedlidenhed?). Uanset hvad jeg laver eller hvor jeg er, kommer hun hele tiden farende eller stiller sig op og glor eller kravler uhæmmet på mig, som var jeg hendes eget personlige klatretræ. Hun har sin faste plads på skrivebordet ved siden af computeren, men næh nej: Ziggs skal ligge på tastaturet elle på mine arme, så det bliver ti gange vanskeligere at skrive på min blog. Hængedyr, hun er....

Jeg er så uendeligt meget stresset for tiden, at det næsten gør ondt (hey vent, det GØR jo ondt!). Havde regnet med, at jeg kunne øve en monolog til skolemusicalens auditions, men så opdagede jeg til min vilde frustration, at jeg havde en hel tyskopgave for til i går aftes. Da jeg så havde fået lavet den, havde jeg noget andet tysk for til i dag, hvor jeg måtte krybe til korset og skrive til min tysklærer, at jeg ikke kunne nå at lave det. I morgen har jeg så både en 10 siders lang biologirapport for OG et helt engelsk kompendium, som delvist er færdigt (håber jeg). Den audition er bare vigtigere for mig. Hvis skolen i sig selv ikke er nok at stå op til om morgenen, så er musicalen en udemærket stedfortræder, så derfor skal jeg bare med i den! Jeg stoler på, at jeg kan nå at få øvet en monolog og finde en sang, der passer til mit toneleje til i morgen. Ellers så får vi fri kl 14.00, hvor Sascha og jeg øver hjemme hos hende til klokken 17.30, hvor vi skal på. Det SKAL lykkes!

Når humøret blomstrer

2011-09-17T05:22:00.000-07:00

Det virker måske en anelse mærkværdigt, men selvom de røde er kommet til magten, og de blå prædiker landets undergang, har jeg det ganske glimrende, ja helt fuldstændigt vidunderligt, faktisk. Det er ikke kun fordi jeg fik talt ud med min far, eller fordi min mors kæreste næsten er flyttet helt ind, eller fordi der næsten kun er en måned til, at jeg skal til Berlin med nogle af de bedste venner man kunne tænke sig. Jeg tror, at det helt fundamentalt hænger sammen med, at jeg for tiden er inde i en mental optur uafhængigt af mine omgivelser, for skolen er stadig en nogenlunde kedelig mur at rende ind i hver morgen, og min kat er blevet tøsefornærmet og gider ikke putte med mig, når jeg ser fjernsyn, og så har Tess eventuelle planer om at droppe ud af gymnasiet, og hvis det ender sådan, bliver skolen endnu mere dum...

Jeg har bare haft nogle virkelig dejlige dage på det seneste, og jeg aner ikke hvorfor eller hvordan. I kølvandet på den ulidelige og patetiske valgkamp har Sascha og jeg besluttet at oprette vores eget parti, og det er ikke bare sådan et "Det Sande Parti" - vi er super liberale, mig-mig-mig, penge-penge-penge parti. Næh, vi vil forene det bedste af det bedste fra hver blok: de rødes medmenneskelige tankegang og dens værdier smeltet sammen med de blås økonomiske karakter. Resultat? Det Lilla Parti, hvis værdier er fokuseret på forskellighed og lighed, men med en vis rationalitet. Når Sascha bliver 18 er det bare om at komme i gang med at sprede budskabet!

Ud over pludselig at være blevet politisk engageret, så havde jeg en rigtig dejlig dag i går, hvor jeg cyklede ud til Didi. Didi er sådan en veninde jeg ikke snakker med særlig tit, men unaset hvad, så ved man bare, at man har hende til hver en tid. Sådan nogle venner er guld værd! Det var faktisk ret rart at se hende igen efter så lang tid, når man siden 7. klasse bare har været vant til at se hende hver dag... Vi bagte kage, drak te (alle sådan nogle ting man bare bliver vildt fed af...) og bedst af alt snakkede vi om det vi er bedst til at snakke om: drenge! I desuden tog vi en masse billeder uden for med hendes über fede spejlrefleks kamera, fordi det for en gangs skyld bare var så skønt vejr!! Og så fandt jeg ud af, at jeg er en totalt fatsvag spade til at kommunikere med små børn, da Didis lillesøster Dia kom hen til mig og ville være min bff...

Lykken tilsmilede mig også i dag (og gør det stadig), da jeg helt frivilligt støvsugede hele hytten - og jeg hader normalt ar støvsuge. Det må have kommet helt bag på min mor, der plejer at skulle bede mig om at gøre noget 100 gange, hvor så hun selv ender med at gøre det, fordi jeg enten glemmer det eller bare helt lader være med at gøre det. Mit eget værelse har aldrig skinnet så meget som det gør nu. Og jeg er virkelig glad for, at vi har fået en rapport for i biologi - jeg glæder mig ligefrem til at skulle lave den! Og tysklektierne, som normalt ikke plejer at være det jeg ser allermest frem til, ligger også bare og smiler til mig på skrivebordet. Sofie kommer senere som prikken over i'et, og så er der dømt pigefnidder, musik og hyggedruk inde i vores 'nye' stue - DET bliver skønt!

Trods kolde mistraler og negativitet

2011-09-15T08:25:00.000-07:00

Fantastisk dejlig morgen! Miraklet sker allerede, da jeg springer mere eller mindre frisk ud af sengen kl. 06.00 og når at dele noget af min morgenrutine i selskab med min mor, hvilket kun sker meget sjældent. Jeg har ingen problemer med at finde tøj som jeg normalt plejer at have, min make-up lægger nærmest sig selv, håret er for én gangs skyld helt glat, da jeg træder ud af badet, min morgenmad består af hjemmelavet miso suppe, som for en kort stund sender tankerne på en tur tilbage til Japan og dets rolighed... Og så er det, at jeg ikke kan lade være med at smile sådan over, at vi skal have samfundsfag - og efter det engelsk. Lige netop mine to yndlingsfag af alle fag!

Og ja, jeg må krybe sammen og tilstå: jeg gør måske en anelse mere ud af mig selv i dag, fordi vi skal have samfundsfag... Men who cares? Det er en rar følelse at føle sig lidt skønnere end man plejer, om det så er for at imponere eller blot for at tilegne sig denne særlige følelse af smukhed. Min mor spørger, om jeg er fin, fordi hun ved, jeg skal have samfundsfag i første modul, og jeg svarer ganske enkelt: "selvfølgelig!"

Skolen er også underligt nok mindre ligegyldig, end jeg hidtil har tænkt om den. Jeg har pludselig et ærinde at løbe der: engageret deltagelse i samfundsfag, hygge med Sascha i engelsk, tilmeldelse af årets musical, demokratisk debat i klassens time (trøste Charlotte, der pludselig bliver ked af det). Det er ikke bare kedelig kedelighed mere: jeg har et formål på skolen! Og fuck nu dårlig karma omkring den studietur - det bliver fedt uanset om vi er i Europa eller på den anden side af kloden, eller lige her på skolen. Det er bare som om vi har glemt, at man sagtens kan have det godt sammen hele tiden og ikke bare i udlandet. Det kræver bare, at man viser lidt solidaritet over for hinanden, viser at man ikke bare er ligesom alle andre, men faktisk har et hjerte, der indeholder en smule næstekærlighed og god karma, og at man ikke bare er så helt igennem snæversynet, at man ikke engang kan se ud over sin egen næsetip.

Men nu vil jeg ikke være sur, selvom jeg har en masse ting, jeg egentlig skal nå til i morgen, eller fordi jeg konstant blev nødt til at stoppe for hvert eneste lyskryds på vej hjem fra arbejde, fordi gult lys har et problem med min eksistens, eller fordi min arbejdsgivers hund var vildt irriterende og distraherende, eller fordi i dag er en skæbnesvanger dag, nu hvor valget endegyldigt skal træffes. Nej, jeg skal være glad. Glad for, at jeg har et helt liv til at lave alle de lektier i, glad for, at jeg fik tilbragt lidt ekstra tid i det gode vejr, glad for, at arbejdsgiverens hund er forelsket i mig, og glad for, at politik i sidste ende bare er et valg mellem lort og mere lort, og at Helle og Løkke nok alligevel ikke kan gøre det bedre end jeg selv kan, men at de faktisk kæmper for, at det hele skal kunne fungere - og ikke mindst glad for, at min samfundsfagslærer tilførte lidt love til min dag, da han kiggede over på Sascha og mig og sagde: "jeg elsker også dig"...

Længe leve la dolce vita!

Rom blev ikke bygget på en dag og pengepungen ligeså

2011-09-14T13:00:00.000-07:00

Åh ja. Klassediskussionen. Det ene øjeblik, hvor klassen på magisk vis gradvist inddeles i den ræverøde blok versus 'ja-hatten'-blokken.

I det ene hjørne har vi de stædige; snobberne fra de rige kommuner; børnene med de seje forældre og cold cash på kontoen. I det modsatte hjørne har vi de standhaftige; retfærdighedsnarkomanerne fra virkelighedens verden, hvor penge ikke vokser på træerne. Nogle siger nej til New York - det er for dyrt, det er for ensformigt, det er for svært at få sine ben indenfor barernes døre. Andre siger: "YES WE CAN".

På den anden side er der Rom, af lærerne også betegnet som Pavens by. Flertallet siger sì - ja tak til varme, turiststemning og vin. De liberale surmuler. What to do?

Den dag jeg fandt ud af, at S kun til dels er som at trække nitten

2011-09-13T09:01:00.000-07:00

Manner for en fed dag i skolen (underligt nok)! Da jeg allermest troede, at jeg var ved at få det vildeste fnidder af denne dødssyge valgkamp, dukker fire tilsyneladende bankelamme folketingskandidater op på skolens grund for at debattere/snakke hen over hovedet på os elever. Men vent, hvad er det, der skuer mine øjne og ører? Midt i rød blok versus blå blok, efterløn og flerkoneri, begynder Jeppe Bruus fra Socialdemokraterne minsandten at snakke ren fornuft idet han ganske nydeligt - og for en gangs skyld - bringer et relevant emne op for os mindre rige gymnasieelever, nemlig kollektiv trafik i københavnsområdet.

Og ja, det er dyrt, som Jeppe selv så fint når at få sagt, inden ordfører a.k.a gammel krage når at afbryde ham. Men den slutter ikke der. Sascha tager den op til revurdering: Hvorfor skal det være billigere at flyve til Berlin end at rejse med tog til Århus i et land, der i forvejen er så lille som vores? Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige det: men socialdemokraten havde fat i den lange ende, da han svarede, at det både skal være billigere OG hurtigere at rejse på tværs af landet - desværre nåede debattens ordfører at afbryde og sende ordet videre til (overraskende vildt bøffede) Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance. Men stadig: Sassi fik deltaget endnu mere demokratisk i sin søgen efter billigere togtrafik, og det er jeg stolt af! Og så fik vi chancen for kort at få uddybet svaret efter debatten, da Jeppe B. og de andre skulle til at pakke sammen.

Apropos politik, så er jeg egentlig også ret stolt over min ret så dristige indsats i samfundsfagstimen tidligere i dag, hvor jeg hele tre gange fik et "skidegodt spørgsmål, det er virkelig godt!" fra læreren. Også da jeg begav mig ud på en vovet og snoet samfundsfaglig sidevej i en - næsten - tomands diskussion mellem mig og min lærer, fik jeg efterfølgende et verbalt klap på skulderen, selvom det for de andre på holdet nok var en anelse for dybsindigt og intetsigende. Jeg hørte da ihvertfald et par irriterede kvæk fra min ærkerival, der sad med på sidelinjen og ikke helt kunne forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne nikke, sige "jaja, jeg forstår" og komme videre i teksten. Trods det sidste er jeg glad for min indsats og engagement - nu håber jeg bare, at jeg kan holde det ved lige året ud!

Jeg elsker de dér øjeblikke med folk man holder af

2011-09-11T06:13:00.000-07:00

Kender du det, hvor du hører en sang, der får dig til at tænke på dit liv som et gråtonet slideshow? Sådan en "walk-down-the-memory-lane" agtig musikvideo, du selv bikser sammen sekund for sekund inde i dit hoved. Typisk i forbindelse med glæde eller sorg (og nogle gange endda i forbindelse med, at du tænker "hvis nu jeg døde..."). Det er ikke fordi jeg selv har sådan ét nu, men jeg kom tilfældigvis til at tænke på det, og så var det, at jeg kom i tanke om alle de fantastiske stunder jeg har tilbragt med mine venner hen over sommeren.

For lige at gøre det rigtig autentisk og højtideligt valgte jeg en af mine yndlingssange fra bandet 13 Senses. Ikke fordi jeg ved synderligt meget om dem, men klaverspillet og guitarspillet i sangen harmonerer helt fuldstendigt perfekt!

Selvom sommeren har været våd og kort, er der alligevel sket en hel masse (det er egentlig lidt underligt, hvor mange store ting, der er sket på 2½ måned...) Jeg skrev min DHO på tre dage i læseferien og scorede topkarakterer i både mundtlig og skriftlig fremstilling, sejlede til Hven med Duski* og tog til Vig Festival med Sofie, hvor vi blandt andet var til den FEDESTE Kato koncert - og så havde vi endda slet ikke drukket! Så var jeg i Japan med min mor, som bare var en livslang drøm, der gik i opfyldelse, jeg var til Genki 2011 med Duski og alle de andre, og jeg fik min Zigge pige. Ud over alt det har jeg været på diverse caféture rundt i København, været til fest og i byen med venner og veninder, sovet ude på min nyrenoverede altan med Sofie, crashet/grillet hos Johan med resten af holdet og planlagt min rejse til Berlin i oktober for ikke at glemme alle de helt almindelig hyggedage med blandt andre Sascha, Didi, Line og Duski.

TAK FOR EN DEJLIG SOMMER JEG VIL SAVNE HELT UFATTELIGT MEGET!!

(Duski = Sofie, Brammer og Johan)

Ja til flotte fyre med lækkert hår og butterfly

2011-09-10T08:58:00.000-07:00

Det er en fantastisk dejlig følelse, at jeg kun er halvvejs gennem weekenden! I går tog jeg i byen med Sascha, Sofie og Tessie, hvor vi slog os løs og glemte alt om irriterende fulde ekskærester, uforstående fædre og andet mystisk mandfolk (for ikke at tale om skolen og slem økonomi). Det var skønt! (især fordi der hele aftenen havde været absolut INTET godt at se på, men så lige da man troede det var værst, dukkede den sødeste, pæneste, tilfældigste fyr op ud af den blå luft (på toilettet...) og sagde "jeg elsker korthårede piger" og kiggede mig dybt i øjnene. Manner for en mumselade - jeg siger det bare!)

I dag har jeg ingen tømmermænd, tilgengæld er jeg bare træt som jeg ved ikke hvad. Jeg kan ikke overskue at tænke på på mandag eller det faktum, at der er næsten to år tilbage af gymnasiet. Tværtimod har jeg luftet tanken om en tur til en storby, eventuelt London, Paris eller Berlin, i 2012 med Sofie. Og så har jeg planer om at lave så mange lektier som overhovedet muligt i dag og i morgen, så jeg er mere end klar til på mandag, for hvis den snak jeg har tænkt mig at tage med min far ender i total kaos, vrede og tuderi, vil det seriøst være dødens pølse at have en ordentlig bunke lektier liggende hjemme på skrivebordet.
Lige nu glæder jeg mig faktisk lidt til de lektier... Hmm.

"Hvordan skal det forstås, at den mykenske krigerhjelm er lavet af vildsvinetænder?"

2011-09-08T04:29:00.000-07:00

Hold da op en bølle jeg er. Sidder online midt i timen (som så mange andre på min egen alder). Oldtidskundskab er bare så irrelevat for mig og min fremtid! Hvad skal jeg bruge gamle sagn og myter til - og så endda fra det gamle Grækenland - når jeg skal beskæftiges med noget helt, helt andet? Jeg kunne forstå, at vi skulle undervises i latin i den første halvdel af skoleåret, for at opnå bedre sprogforståelse, og det er jo fair nok, når sprog er en ret central del af vores liv. Tværtimod kan jeg læse en bog eller se en film, hvis jeg vil have bedre indsigt i den trojanske krig, den skønne Helene eller Homers digtning.
Konklusion: gå væk, oldtidskundskab (eller op dig en smule og slå hårdere ned på dem, der ikke har læst, og som konstant spørger om alt det, som vi andre har læst til timen).

Det føles helt absurd faktisk at se frem til at tage på arbejde senere i dag. Jeg er privilegeret at jeg overhovedet har et job - også selvom det kun er to timer om ugen, og at det langt fra er nok til mit månedlige forbrug nu, hvor jeg ikke har adgang til S.U'en. Det er pinligt, at jeg stadig er afhængig af min mor. Og det er endnu mere pinligt, at det job jeg har nu er skaffet til mig af hende. Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg overhovedet har en mor, der gider at poste så mange penge i mig, men jeg bliver irriteret hver gang jeg bliver nødt til at spørge om et bidrag til nyt tøj eller mad i kantinen. Jeg burde for helvede da selv kunne stå på egne ben! Jeg kryder sådan fingre for, at Slagtermesteren på torvet hvor jeg bor vil lade mig ansætte til fordel for de to femtenårige drenge, han desperat lige har taget ind.

Hjælp udefra

2011-09-07T10:33:00.000-07:00

Min far droppede ud af hf tre måneder før graduering. Èn med erfaring - og da specielt ens far - må kunne hjælpe i nødens stund!

Ringede til min kære far i går for at finde ud af noget en af dagene. Faktisk skulle jeg have set ham i dag, men mit familieroderi på hans side er alt for kompliceret til, at tingene kan tillade sig at være helt enkle. Jeg stak ham hele pladen med gymnasiet og min tidlige skoletræthed, men jeg kunne dårligt nå at få talt ud, før han af hidtil ukendte erfaringer, begyndte at ævle løs om, at hvis jeg droppede ud, ville det være min største fejltagelse nogensinde. Når det kommer fra én, der tilsyneladende ved, hvad han taler om, må jeg nok indse, at han har ret – det ville være en tåbelig idé at droppe ud.

Men jeg kan ikke helt umenneskeligt og følelseskoldt lade den ligger dér, hvor min far og jeg lod den ligge. Der må ske ét eller andet i min ellers grå hverdag, og jeg er ligeglad med, om det bliver en komplet omlægning af gymnasiets undervisning eller et helt skoleskift eller noget helt tredje. Jeg ved bare helt inderst inde, at jeg får ekstremt svært, hvis det ellers ikke bliver umuligt for mig, at fortsætte i samme dødkedelige, livstruende tomgang, som jeg gør nu (og så er der endda ikke engang gået tre hele uger, siden sommerferien sluttede!).

Jeg ringede min far op igen i dag for at høre, hvad det egentlig blev til med den halve, trekvarte, ikke-eksisterende aftale vi havde i sigtekornet. Det endte med at blive på mandag, og jeg har da bestemt også i sinde at udnytte lejligheden til at søge hjælp hos the Great Educational Master, foruden at diskutere nogle andre familieproblemer, der har hængt løst i luften siden jul. Samme dag er der i desuden også studiemøde på gymnasiet angående studier i udlandet, hvilket også er en mulighed, jeg har luftet et par gange, så jeg vil benytte tilbuddet og se, hvad det kan hjælpe, selvom min tiltro til studievejledere hænger i en meget, meget tynd tråd…

Kære dumme fremtid 2

2011-09-07T09:26:00.001-07:00

"Men så er der alligevel også dem, der VED hvad de vil" - hvad med dem?

Jeg ville sådan ønske, at man havde mere kontrol og overblik og ikke mindst indflydelse på sit eget liv i min alder. Ikke nok med hormonraseriet, der foregår inden i mig, så er det også lige netop nu, at hele verden åbner sig op som et uoverskueligt fold-ud kort for øjnene af en. Konstant bliver man mindet om, at man skal deltage aktivt i demokratiet, men hvad nytter det, når du åbner munden og ingen hører dig? Vi skal finde os selv, vores plads i livet, gøre det ene og det andet og i virkeligheden kan det være røv ligegyldigt, når man alligevel ikke kan se lyset for enden af den næsten livslange tunnel. Min egen mor har ingen gymnasial uddannelse og hun har et job, som hun er glad for, og som hun har det godt med. Og hun er ikke den eneste – der findes flere af hendes slags, der sagtens kan klare sig i vores samfund uden fine papirer. Hvis jeg lavede samme stunt som hende, nu godt 30 år senere, ville det kræve en fandens masse held. Bare som fattig studerende kan det være svært at få job – hvad så med én, der ikke er studerende? Arbejdsløsheden er tårnhøj i disse dage, og den står som en kold mur foran mange, der ikke kan komme videre. For at være helt ærlig, kan jeg godt se, at unge ikke-egnede mennesker søger ind på gymnasiet uden noget egentlig fremtidigt formål. Mange er så gevaldigt heldige, at de kan få statens uddannelsesstøtte, hvis de har rundet de 18 år. Og så er der mig, der som femårig nærmest blevet sparket ud af børnehaven, fordi jeg lige var lidt foran de andre, hvilket nu har resulteret i, at jeg lige akkurat når at få S.U. i slutningen af 3.g, hvor jeg runder 18 i december (og dertil kommer behandlingsperioden af min ansøgning). Det gør mig ikke engang i stand til at spare op af de ellers gode penge til min ret så dyre fremtid, med rejseomkostninger og hvad den ellers indebærer.

Det er næsten uhyggeligt at tænke på, at man omtrent bruger 1/4 af sit liv på uddannelse af en eller anden slags. Hvad er der med ’voksne’ mennesker, der ikke tror på ungdommen? Vores samfund bygger nu om stunder på uddannelse, forskning og alle sådan nogle kloge områder, og jeg kan da godt se, at det giver god mening for danskere, der er villige til at tilbringe deres ungdom på en skolebænk for efterfølgende at tilbringe resten af sit liv med noget helt andet. Men så er der alligevel også de engagerede, som VED hvad de vil. Jeg har oplevet det på kroppen, jeg kan skrive en bog om det, og nej: jeg kan ikke vente ti år eller mere på det. Fremtiden er alt, alt for langt væk.

Kære dumme fremtid 1

2011-09-07T09:17:00.000-07:00

Fremtiden er en møgkusse - det lyder hårdt - og det er hårdt, men mest af alt: sandt

Dan Turèll sagde engang, at man skal have oplevet noget, inden man sætter sig til at skrive om det. Det er nok derfor jeg har så lidt succes med mine noveller modsat mine digte, som flyver direkte ud fra hjertet, ud gennem mine fingre og ned på papiret. Det er nok også derfor jeg har meget lettere ved at beskrive Tokyos gader – netop fordi jeg har vandret dem tynde. Og det er netop det jeg vil. Jeg vil vandre Tokyos gader tynde med en mikrofon i min hånd, jeg vil sprede et budskab og have succes med noget, som jeg har oplevet helt tæt ind på kroppen. Jeg vil gerne uddannes, men jeg kan ikke se meningen med lige præcis dét jeg laver for tiden, da jeg stort set ikke laver noget, der er relevant for min fremtid. Jeg læser i Bibelen, som jeg ligeså godt kunne gøre af rent private årsager derhjemme. Jeg læser Odysséen, fordi der er nogle historikere, der synes den er god og som siger, at alle gymnasieelever skal læse den af samme årsag. I historie laver vi det samme bras i hvert eneste modul: vi læser et kapitel i en historiebog og besvarer arbejdsspørgsmål til teksten i timen. Noget som jeg lærer absolut ingenting af, og som er så umotiverende, at jeg hellere ville bruge min dyrebare tid på så meget andet end at terpe irrelevant materiale til lige akkurat ingen verdens nytte. Jeg kunne ævle løs i timevis om hvert enkelt fag og hvor lidt udbytte eller motivation jeg selv synes, det har givet mig, men uanset hvad ligger landet nu en gang sådan, at jeg ikke har andre valg end det, jeg har truffet, hvis jeg vil have min drøm opfyldt. Jeg kunne i princippet bare skide på normerne, spare op i et års tid, tage et aftenskolekursus i japansk og læse gevaldigt meget hjemme og så bare smutte af sted og håbe på det bedste. Selv et skummelt café job til underbetaling ville være fint for mig, så længe jeg kan komme væk fra det her hul, der højst sandsynligt snart kommer til at vakle på røde ben.

Jeg forstår det virkelig ikke. Ja, jeg begriber det mildest talt ikke! Jeg ved da godt, at jeg ikke er den klogeste i verden, men det har jeg heller ikke behov for at være. Jeg er tilfreds med den viden jeg har, og hvis jeg vil stræbe efter at blive korrespondent, så ville jeg da i højere grad foretrække at blive undervist i fag, som jeg rent faktisk kan bruge til noget på længere sigt. For helt ærligt, hvad skal Odysséen hjælpe mig og mine interesser i Japan? Det kan da godt være, at den er yderst velskrevet af en gammel græker at være, men hvad rager det mig? Jeg tror på, at bøger er blevet skrevet for at give en god oplevelse og ikke for at skulle blive analyseret fra ende til anden. Hemmingway havde da også fat i den lange ende og gjorde det muligt for sine læsere at tænke samtidigt med, at de læser, men jeg håber stadig dybt inde i hjertet, at det ikke var hans hensigt, at gymnasieelever og atter gymnasieelever skulle analysere hans tekster til ukendelighed den dag i dag.